Produktbeskrivelse
Det må have stået skrevet i stjernerne at jeg skulle rejse til Costa Rica for at møde min tvillingesjæl.
Anden forklaring havde jeg ikke på de forunderlige ting, der skete i mit liv efter mit korte møde med Karen Mogensen i Montezuma.
Anden forklaring havde jeg ikke på den lammende sorg, der ramte mig, da jeg fik meddelelsen om Karens død tre måneder før jeg skulle have besøgt hende igen.
Anden forklaring havde jeg ikke på den impuls, der et år efter Karens død sendte mig på en eventyrlig og farefuld rejse tilbage til Karens Costa Rica.
Jeg kendte ikke formålet med rejsen, jeg kendte ikke risikoen, men fulgte mit hjerte og de tegn som naturen og dyrene gav mig. Mange forunderlige oplevelser ventede mig i Costa Rica, og lidt efter lidt blev formålet åbenbaret for mig.
Karen og hendes svenskfødte mand rejste i 1954 til Mellemamerika for at realisere drømmen om et liv fjernt fra civilisationen i pagt med naturen. Karens drømmesyn førte dem til Costa Rica, og det sted på Nicoyahalvøen, hvor de slog sig ned og byggede deres palmehytte, svarede til Karens drøm.
38 år senere fulgte jeg efter, inspireret af tv-udsendelsen ”Et hjørne af paradis” hvori Karen medvirkede.
To tvillingesjæle, begge født og opvokset i Danmark, mødte hinanden i Costa Rica i 1992 og beseglede de skæbnebestemte bånd der var imellem dem.